En forening som Hvidebæk Jagtforening drives af frivillige. Vores forening er og bliver det vi sammen gør den til, lad os stå sammen, og gør den til den bedste.
I Hvidebæk Jagtforening er vi afhængige af frivillige der gider bruge deres tid på banen, både i og udenfor åbningstid. Det behøver ikke være uoverskueligt eller tidskrævende at være frivillig, for jo flere vi er, jo mindre behøver den enkelte at lave.
Derfor har vi valgt, at vi nu vil gøre det nemt at være frivillig i vores forening, ved at man kan deltage i så meget eller lidt som man har lyst til.
Vi søger flere frivillige til skydebanen...
Det behøver ikke være meget, men alt er en hjælp for os. Kunne du f.eks. tænke dig at slå græsset 1 gang om ugen, eller hjælpe med at fylde lerduer op hver 14. dag, så kontakt os allerede i dag, og hør mere.
Vores eneste krav er at man er stabil og overholder de aftaler man laver.
Bliv frivillig i HJF...
Hvad vil det sige at være frivillig?
Vores frivilligordning i Hvidebæk Jagtforening er et nyt tiltag. Vi oplever mange der gerne vil hjælpe lidt til på banen, men som ikke orker at skulle i bestyrelse eller deltage i en masse forskellige aktiviteter. Derfor vil vi gøre det nemt for dig at hjælpe lidt, mens det for os gør en stor forskel.
Som frivillig vælger du selv hvad du gerne vil bidrage med, du vil derefter komme ind i en gruppe med de andre der varetager samme opgave – det kan f.eks. være græsslåning. Her vil du så komme til at indgå i en vagtplan, for hvem der slår græsset i hvilke uger, og du bestemmer selv om du vil hjælpe med græsslåningen hver uge, hver 14. dag eller måske bare 1 gang om måneden.
Hvad får jeg ud af at være frivillig?
Her kunne man jo fristes sige at en velfungerende skydebane er belønning i sig selv, og det er også delvist rigtigt, da det jo er frivilligt og ulønnet arbejde.
Men det giver også dig en tilknytning til et sammenhold og et fælleskab omkring en fælles interesse, nemlig jagt og lerdueskydning.
Der er dog også visse fordele ved at være frivillig...
Der vil blive afholdt et årligt arrangement for vores frivillige, med lidt sjov skydning og lidt til maven og ganen.